Mogens var min fars onkel. Han levede alene, og holdt sig for sig selv. En rigtig enspænder. Min far og min onkel (altså Mogens nevøer) forsøgte igennem årene at holde kontakt med Mogens, men han blev altid væk og vendte nærmest aldrig tilbage.

Den typiske måde man kunne træffe Mogens på var hvis man ved et lykketræf tilfældigt løb ind i ham. Sidst det skete for mig, var ved 6 tiden om morgenen, en August lørdag, i 2017, i Bilka i Horsens. (billedet) Det må have været cirka 20 år siden, at jeg sidst havde set ham, men han lignede sig selv som var det dagen før. Jeg fornemmede at han havde det, lige præcis som han gerne ville have det. Vi talte lidt om naturen og den gode udsigt over havet fra Hou, som det viste sig, at vi begge gerne besøgte lejlighedsvist. Jeg inviterede ham til at kigge forbi, men hans natur tro blev det aldrig til noget.

De gange jeg mødte Mogens, fornemmede jeg altid en person, som i meget høj grad hvilede i sig selv og sit simple liv. Det med livet, tænker jeg, at han helst betragtede lidt på afstand og med sine tanker private. Jeg fornemmede også at han var en person, som nød de små øjeblikke i livet, som naturen og vores egne tanker giver os af og til i øjeblikke af serendipitet.

Mogens natur tro, var der ingen i familien, som hørte om hans død før efter bisættelsen. Dem der hjælp ham de sidste par dage, har jeg ladet mig fortælle, fortalte han, at han ingen pårørende havde. Selvom det kan virke underligt, tænker jeg, at det er sådan at han helst ville have, at det skulle ske, når han skulle herfra.